– Den 17. januar 2019 trådte en ny forsøgsordning for elektriske løbehjul i kraft. Her kan du læse om reglerne.
Hvad er et elektrisk løbehjul?
Et elektrisk løbehjul ligner et almindeligt løbehjul, men har en motor, som driver det frem. Dvs. at man behøver ikke at skubbe fra med foden for at få fart på, men kan stå op på det med begge ben og styre farten via et ”gashåndtag”.
Regler for elektriske løbehjul:
- Elektriske løbehjul, der er tilladt i trafikken, må højst kunne køre 20 km/t med motorkraft alene. Løbehjul, der kan køre hurtigere end 20 km/t, er IKKE tilladt i trafikken.
- Der må ikke være noget sæde på løbehjulet.
- Løbehjulet skal være CE-mærket. Det må højst veje 25 kg., være max 2 m langt og 70 cm bredt.
- Du skal køre med lys på hele døgnet. Du skal have en hvid eller gul lygte foran og en rød lygte bagpå. Lygterne skal sidde på løbehjulet og være tydeligt synligt på mindst 300 meters afstand.
- Løbehjulet skal være forsynet med en rød refleks bagpå, en hvid refleks foran og gule eller hvide reflekser på hver side.
- Du skal følge cykelreglerne, og du skal køre på cykelstien, hvor der er cykelsti.
- Du skal være fyldt 15 år.
- Du må ikke have passager med med løbehjulet.
- Børn under 15 år må kun køre på elektrisk løbehjul i trafikken, hvis barnet er sammen med en voksen på 18 år eller derover, som har kontrol over barnets kørsel. På lege- og opholdsområder er der dog ikke krav om, at børn, der kører på elektrisk løbehjul, skal være sammen med en voksen.
- Promillegrænsen er 0,5 og der er nulgrænse for ulovlige stoffer.
Forsikring
A: Hvis du kører på et privatejet, elektrisk løbehjul:
- Tjek med dit forsikringsselskab om/hvordan du er dækket i tilfælde af, at du bliver impliceret i en ulykke, hvor du forvolder skade på andre. Det er forskelligt fra selskab til selskab, om du er dækket af din nuværende forsikring, eller du skal tegne en særskilt tillægsforsikring for at være dækket.
B: Hvis du kører på et lejet, elektrisk løbehjul:
- Kører du på et lejet elektrisk løbehjul, er det udlejerens ansvar, at der er tegnet en lovpligtig ansvarsforsikring, der dækker eventuelle skader, som du forvolder. Det er vigtigt, at du sikrer dig, at udlejeren har tegnet denne forsikring, inden du kører. Det bør fremgå af app’en, som du lejer løbehjulet med eller af firmaets hjemmeside.
Når du kører på et lejet løbehjul, skal du kunne fremvise bevis for, at ansvarsforsikringen er tegnet. Dette gælder også for turister.
Hvad anbefaler Rådet for Sikker Trafik?
Rådet for Sikker Trafik anbefaler, at du:
- Grundigt tjekker, at det løbehjul, du vil køre på, opfylder reglerne for at være lovligt i trafikken.
- Altid kører med cykelhjelm.
- Øver dig i at beherske løbehjulet på et sted med ingen eller lidt trafik, før du kører ud i trafikken. Du skal kunne køre stabilt, bremse hurtigt og sikkert, orientere dig og give tegn uden at miste balancen. Også hvis der sker noget uventet eller der er et hul i vejen.
- Tager hensyn til andre trafikanter og er opmærksom på, at de kan have meget svært ved at bedømme din fart, fordi du på afstand kan ligne en fodgænger. Du kan også være svær at høre, hvis du kommer bagfra, så vær meget påpasselig, når du overhaler andre.
- Ikke lader børn under 15 år køre på elektrisk løbehjul i trafikken, heller ikke på lege- og opholdsområder. Børn kan have meget svært ved at kontrollere hastigheden og holde balancen mv. med så høj hastighed, så risikoen for, at de kommer til skade er høj.
Hvis du har spørgmål vedrørende reglerne, kontakt Færdselsstyrelsen info@fstyr.dk
Læs mere hos Færdselsstyrelsen
KILDE – https://www.sikkertrafik.dk/raad-og-viden/smaa-motoriserede-koeretoejer/elektriske-loebehjul